Tre ufuldendte oprulningsrobotter til haveslanger førte til et samarbejde mellem Lynddahl A/S og RoboTool. Dette samarbejde løste ikke kun udfordringen, men åbnede også døren for nye muligheder.

RoboTool hjalp Lynddahl i mål med slangerobotter

”Vi havde bestilt tre nye oprulningsrobotter til haveslanger, men så gik vores leverandør desværre konkurs. Vi stod således med tre ufærdige maskiner, mens vi havde øget ordretilgang. Det var en uheldig situation, hvor vi heldigvis fik fat i RoboTool. De var klar på en udfordring og gik straks i gang med de halvfærdige anlæg. De kom også med forslag til forbedringer og fik på tre måneder oprullerne til at fungere. Programmeringsmæssigt var oprullerne ikke optimeret, men RoboTool fik implementeret væsentlige forbedringer og de blev gjort klar til test, hvilket vi var meget glade for.”

Det siger Lars Bang Jønsson, Head of Technology Group hos Lynddahl A/S. Projektleder Ingolf Sveidahl fra RoboTool giver ham ret. Udredning af de indviklede, grundstødte oprullere var noget af en mundfuld:

”Det var lidt et detektivarbejde at overtage et halvkørende projekt, hvor tegningsmaterialet mildt sagt ikke var optimalt. Men vi fandt ud af, hvad der virkede og hvad, der var en ”ommer”. I dag står alle tre robotter på fabrikken og opruller haveslanger på fuld kraft i forskellige længdesegmenter.

Fjerde anlæg på vej

”RoboTool arbejdede dag og nat for at få anlægget færdigt til tiden og vi var ilde stedt, hvis ikke vi havde samarbejdet med dem. Vi er meget tilfredse med samarbejdet og vi håber snart at kunne bestille endnu et anlæg til oprulning af haveslanger. Ved et fjerde anlæg vil vi helt klart gøre brug af vores fælles erfaring fra de tidligere anlæg, således processen bliver optimeret fra start,” siger Lars Bang Jønsson.

Fra slanger til fiskerens

På baggrund af succesen med haveslangerne, bad Lynddahl RoboTool om at konstruere en opruller til såkaldte biomedier. Betegnelsen ”biomedier” dækker over en bred vifte af særligt designede produkter til biologisk vandrensning, fx i et cirkuleringsanlæg i akvakultur-industrien.

De færdige emner, der er udformet som tynde chips, har en stor porøs overflade, og giver derfor masser af plads til gavnlige aerobe/anaerobe bakterier, der finder grobund i de mikroskopiske porer. Uønskede stoffer og partikler i vandet i fx en fiskedam nedbrydes af anaerobe bakterier. Derved reguleres indholdet af nitrat, nitrit og ammoniak i vandet.

Til oprulleren af biomediet har RoboTool designet en ekspanderende kerne, som sikrer stram oprulning. Når den ønskede produktlængde er opnået, kan kernen kollapse, således produktet kan fragtes til efterfølgende produktionstrin.

”God automation frigør den tidligere manuelle arbejdskraft, således stærke kompetencer kan blive brugt andet sted og støtte virksomheden på øvrige udviklingsområder. Det er generelt en god lean-tankegang at sikre bedst udnyttelse af de kompetencer vi har i organisationen. Det har vi haft fokus på igennem disse automatiseringsprojekter, hvor vi ikke skulle afskedige, men i stedet gøre brug af omplacering og derved kunne højne vores kvalitet og output i andre af virksomhedens segmenter. slutter Lars Bang Jønsson.

Fakta om Lynddahl

Lynddahl er én af Nordeuropas største producenter af biomedier og ekstruderede slanger til både industriel brug i fx byggebranche, bilindustri og off shore samt til privat brug i fx haver. Lynddahl udvikler, designer, ekstruderer og leverer løsningerne.

https://www.lynddahl.dk/

Fakta om RoboTool – innovativ automation for dansk industri siden 1997

RoboTool A/S fremstiller, tester og opstiller effektive og velfungerende robotceller i alle former for produktionsmiljø. Virksomheden har siden 1997 udviklet og fremstillet innovative robotbaserede løsninger på selv de sværeste udfordringer fra områder som metal og industri, træ og plast samt food og pharma.

RoboTool har leveret mere end 250 turnkey-anlæg til både små og mellemstore virksomheder samt til Danmarks største koncerner som Arla, Orkla, Chr. Hansen, Moveero, Danfoss, Danish Crown, Kelsen, Royal Unibrew, Danæg og Ocean Prawns. De solide løsninger er primært baseret på robotter fra nogle af verdens førende producenter af industrirobotter. RoboTool har hovedkvarter i Vejen.